Eskild Ebbesen er stoppet på landsholdet i roning efter OL i London, men der er masser af arbejde at tage fat på i det nye civile liv, for den danske toproer.

Esklld har i mange år holdt foredrag og beskæftiget sig med sundhedsprojekter, test og træningsforløb, og det er der kommet et nyt og spændende samarbejde ud af.

Eskild har sammen med det nytænkende advokatkontor, Elverdam Advokater, skabt fundamentet for de næste 4 år for virksomheden: Eskild skal være træner og hjælpe advokaterne med at komme i form og skabe et positivt fokus på at præstere på arbejdspladsen og samtidig holde sig sund og rask.

IMG_9829

Se pressemeddelelse om det spændende samarbejde her: 

Eskild Ebbesen skal få advokater i topform 

PRESSEMEDDELELSE 28. september 2012

Deltagelsen ved OL i London med Team Danmark og de danske OL-atleter var kulminationen på Elverdam Advokaters 4-årige forretningsplan. Nu skal der sættes fokus på nye mål – og OL-legenden Eskild Ebbesen er derfor hyret som træner for virksomheden.

Efter OL i Beijing i 2008 formulerede partnerne i Elverdam Advokater et helt atypisk mål for virksomheden. De skulle til OL i London og havde sat mål og delmål på vejen. Den anderledes strategi og profil gav genlyd i advokatbranchen og i 2010 vandt virksomheden derfor sølv ved uddelingen af Danske Advokaters Innovationspris.

Nu er de olympiske lege vel overstået og Elverdam Advokater har hyret roeren Eskild Ebbesen, som træner i virksomheden. Eskild Ebbesen har vundet medalje ved fem olympiske lege i træk, hvor de tre er af guld. Det er en præstation, ingen har leveret før ham og der er næppe mange, der ved så meget om at optimere præstationer som Eskild Ebbesen. Han har i en årrække arbejdet med sundhed og motivation i virksomheder, men nu går han helt tæt på både medarbejdere og ledelsen hos Elverdam Advokater.

– Elverdam Advokaters fokus på sundheden er for mig at se et vigtigt element i at gennemføre deres nye ambitiøse 4-års plan. At have fokus på fysisk træning og sundhed i dagligdagen er som at rense og smøre sin kæde på cyklen efter en tur i regnvejr. Du holder kæde og tandhjul skarpe, så du kører hurtigere og holdbarheden øges, fortæller Eskild Ebbesen.

Den nye forretningsplan indeholder tre primære elementer. Der er nye ambitiøse mål for den forretningsmæssige udvikling, der er sat konkrete mål for optimering af kvaliteten i det juridiske arbejde og hver enkelt medarbejder har defineret et stort personligt mål, der skal opfyldes inden 2016.

– Vi vil hele tiden optimere og blive bedre. Vi vil stå stærkere i markedet og vi skal i topform med vores nye 4-årige forretningsplan. Derfor skal vi have den bedste til at træne med os, så vi kan nå vores mål i 2016. Eskild bærer en unik viden om, hvordan man sætter sig et klart mål og træner hårdt og determineret med fokus på hver enkelt lille detalje – også når det regner og sner. Derfor er vi rigtig stolte og glade for, at Eskild har takket ja til at hjælpe os med at nå vores mål i 2016, siger advokat og partner Charlotte Vinding Christensen.

– Det lidt poppede udtryk ’work-life-balance’ dækker over den hårfine balance mellem et travlt arbejdsliv og et velfungerende privatliv. Balancen har stor betydning for vores evne til at nå resultater. Vi har set effekten af, at hele holdet er i bedre form og at vi stræber efter kvalitet i den tid vi er på arbejde, fremfor blot at arbejde mange timer, fortæller advokat og partner Hans Elverdam.

IMG_9850

Eskild Ebbesen er uddannet cand.scient. i idrætsfysiologi. Med fokus på personlige præstationsmål skal den enkelte medarbejder lære at arbejde med mål og delmål. Der vil blive lavet fysiske tests og arbejdet med ernæring og træning i hverdagen, når den enkelte skal nå sit mål. Samtidig skal hans unikke erfaring fra sporten bruges i virksomhedens ledelse, hvor hans primære rolle bliver at definere mål og evaluere resultaterne undervejs. Samtidig kan han dermed på tætteste hold følge den forretningsmæssige effekt af den fysiske indsats.

– Forskning viser, at fysisk træning giver en lang række fordele i form af bl.a. mere energi, større selvværd og bedre immunforsvar. Samtidig bliver man gladere og mere positiv. Fysisk træning stimulerer faktisk også til dannelse af flere hjerneceller og hukommelsen øges, så der er mange gevinster ved at gøre en indsats, siger Eskild Ebbesen.

– Vi er i konstant konkurrence med os selv om at yde den mest attraktive advokatrådgivning. De allerstørste sportspræstationer er meget inspirerende, hvis man vil blive bedre’, siger advokat og partner Jakob Juul Christensen.

Elverdam Advokater har arbejdet sammen med det danske landshold i roning siden 2005 og var til stede på Eton Dorney under OL i London, hvor Eskild Ebbesen fik overrakt sin femte OL-medalje.

– Den eneste dårlige ting ved motion er faktisk, at det kan være rigtig svært at få det gjort. Her satser jeg på at gøre en forskel hos Elverdam Advokater, slutter Eskild Ebbesen.