I afsnit 5 af Mestrenes Mester på TV 2, der sendes tirsdag den 5. november klokken 20, er det Eskilds tur til at få vist højdepunkter fra sin karriere sammen med de resterende deltagere.

“Jeg var spændt på at se, hvad TV2 synes var interessant omkring min ro-karriere. Det var selvfølgelig de mange OL-medaljer, som de andre deltagere også syntes var imponerende. Alle i det her selsskab ved jo, at selv om man har genetikken og heldet med sig er det 95 % vilje og engagement i dagligdagen, der giver resultaterne.”

Eskild Ebbesen ser tilbage på optagelserne af Mestrenes Mester med glæde:

“Det var en speciel tur og at være sammen med de her mennesker, hvor jeg har mødt mange af dem før. Det var en kæmpe oplevelse at få lov at være sammen med dem i sådan en periode. Vi ville alle gerne vinde, og selvom jeg måske havde en fordel fysisk fandt vi jo hurtigt ud af, at mange andre faktorer spillede ind. Jeg vil sige, at fokus, viljestyrke og evnen til at analysere og lægge en strategi går igen i de fleste af dysterne, men helt sikkert også noget held,” siger Eskild Ebbesen.