Eskild Ebbesen har lavet et sundhedsforløb med Kant Arkitekter og 23 af deres ansatte. De har fået foretaget et sundhedstjek i begyndelsen af forløbet samt ni måneder senere.

23 ansatte var igennem et sundhedstjek, hvor kroppens generelle sundhed blev kigget efter i sømmene, og på de ni måneder blev den gennemsnitlige body-age sænket med hele 2,6 år.

Mere energi og større modstande over for stress
“Jeg testede kroppens generelle sundhed og lagde i deres træning vægt på, at medarbejderne med en øget fokus på deres sundhed kunne opnå mere energi i hverdagen og på arbejdet, udsigt til et længere liv samt større modstand overfor stress og generet mere tilfredshed. En sænkning på 2,6 år i deres body-age er rigtig flot på de ni måneder, og det beviser bare, at en aktiv hverdag med fokus på egen sundhed virker,” fortæller Eskild Ebbesen.

Man kan ifølge Eskild Ebbesen dele deltagere op i tre kategorier.

“Der vil altid være nogen, der ikke rykker sig så meget på grund af ekstraordinære hændelser som eksempelvis sygdom i familien eller skilsmisse. Den brede gruppe er typisk dem, der gør lidt i forvejen og tænker over deres sundhed, men ikke rigtig får gjort det, de gerne vil – kun i korte perioder. Den gruppe rykker sig typisk ved sådan et projekt, fordi de får mere struktur på deres træning og sundhed og motivation til at gøre mere. Der er også altid en gruppe, som rykker sig rigtig meget. Nogle som virkelig bliver motiveret og ser muligheden i sundhedsprojektet for at få den hjælp og motivation, der skal til. De rykker på deres kondition, stopper måske med at ryge og taber sig måske hurtigt 7-8 kg. Det kan de kun gøre, fordi deres udgangspunkt er forholdsvis lavt, og dermed virker træningen hurtigt for dem,” forklarer Eskild Ebbesen.

Forløbet med Eskild har givet de ansatte en struktur og indsigt som motiverer dem til at ville gøre en forskel for sig selv.

“Medarbejderne har taget rigtig godt imod projektet, alle har været med og det har rigtig godt at se hvordan nogle virkelig har rykket sig,” siger økonomidirektør i Kant Arkitekter, Anders Moustgaard.

Find motivationen
“Jeg arbejder meget med at finde deres personlige motivation for at leve sundere, for derved skaber man lysten til at gøre noget ved det. Samtidig er strukturen vigtig, for det at have løbende mål og indrapportering til hinanden gør, at flere holder ved i det daglige. Jeg laver en indgangs- og en udgangstest, har løbende dialog med de ledende i firmaet, monitorerer, laver sjove konkurrencer, de deltager i motionsløb mv. Alt dette er et led i at holde sig i gang og forbedre sin sundhed,” beretter Eskild Ebbesen.

“Det er fantastisk at se de personer, der kommer fra ingenting, men kommer i omdrejninger så de virkelig gør en forskel for deres sundhed, og de kan handle på det første resultat, selvom det måske ikke var så sjovt at erkende ens udgangspunkt. Og den gennemsnitslige stigning på 2,6 år i deres body-age viser, at det kan betale sig at lægge en indsats,” siger den tidligere verdensklasseroer.