Eskild Ebbesen modtager rosportens største hæder
Rosportens største internationale hæder går til Eskild Ebbesen
Roeren Eskild Ebbesen, en af Danmarks mest vindende sportsfolk nogensinde, og den mest vindende dansker i olympisk historie med fem OL-medaljer i fem OL-deltagelser (tre guld og to bronze) er blevet tildelt international rosports allerstørste pris; Thomas Keller Medal, der er den ultimative hæder for en lang og gloværdig karriere og sportmanship.
Det er både første gang en letvægtsroer og en dansker modtager Thomas Keller Medal, og Eskild Ebbesen modtager hæderen – og en 18 karat guldmedalje – ved en gallamiddag i morgen aften i Luzern, Schweiz i forbindelse med sæsonens tredje world cup i roning.
“Det er en kæmpe anerkendelse at modtage denne pris, og det er noget helt specielt at være både den første letvægtsroer og første dansker, der modtager den. En stor del af mit liv har drejet sig om at være i den proces det er at arbejde frem mod de store mål og vinde OL-medaljer sammen med mine holdkammerater, og det har været en stor oplevelse at være en del af de forskelige hold og kæmpe sammen om et fælles mål, som jo er lykkedes mange gange. Det er stort at være med til OL, men det er naturligvis endnu større, når det lykkes at vinde,” fortæller Eskild Ebbesen.
“En del af motivationen, når det er hårdt i den daglige træning er jo, at når man gør det godt følger der som regel også noget godt med, og det er dejligt at blive inviteret til Luzern og modtage denne pris, dels på baggrund af mine resultater resultater, men også sportsånd, og det er fantastisk at blive anerkendt for det. Jeg glæder mig meget til at være på tilskuerpladserne og se kaproning uden selv at skulle performe og være på,” siger Ebbesen, der glæder sig over, at rokarrieren nu for alvor er slut.”Det bliver mærkeligt at sidde i flyveren til Luzern og få en kop kaffe og spise en kage – det er blevet sprunget over rigtig mange gange! Thomas Keller Medal bliver givet inden for fem år efter ens karriere er sluttet, så nu tror de på, at jeg er stoppet,” siger letvægtsroeren Eskild Ebbesen med et grin – og uden at skulle tænke på at vægten skal ramme 72,5 kg mere.
Eskild Ebbesen om Guldfireren anno 2013
Forhåbentlig kan Ebbesen se sine tidligere holdkammerater få hængt medaljer om halsen på søndag, hvor finalerne afvikles.
“Der er kæmpe perspektiver for dem. De har allerede gjort det rigtig godt, og det er unge mennesker som er under stadig udvikling. De kan stadig blive bedre både fysisk teknisk, men de har bestemt potentialet til at føre navnet Guldfireren videre.”
– 41 år, født 27. maj 1972
– Har roet siden han var 15 år.
– Har siddet på letvægtsfireren siden 1994 med pauser efter OL i Athen 2004 (2005 og 2006) og OL i Beijing 2008 (2009 og 2010).
– Cand.scient i idrætsfysiologi
– Er uddannet kognitiv coach
– Foredragsholder for primært erhvervslivet om performance og samarbejde.
– Gift og far til tre
– Eskild Ebbesen stoppede sin aktive karriere efter OL i London i 2012
– I august 2014 deltager Eskild i Ironman-konkurrencen KMD IRONMAN Copenhagen, hvor han skal gennemførte 3,8 km havsvømning, 180 km cykling og et maraton på 42,2 km løb.
Eskild Ebbesen, resultater
– Har vundet 3 OL-guldmedaljer: 1996, 2004 og 2008
– Har vundet 2 OL-bronzemedaljer: 2000 og 2012
– Har vundet 6 verdensmesterskaber: 1994, 1997, 1998, 1999, 2002 og 2003
– World cup-guld – 19 i alt: 1997 (3), 1998 (3), 1999 (3), 2001 (3), 2002 (2), 2003 (1), 2004 (1), 2011 (2), 2012 (1)
– Har vundet VM-sølv 2 gange: 1995 og 2001
Unikt samarbejde med Elverdam Advokater
Eskild Ebbesen er stoppet på landsholdet i roning efter OL i London, men der er masser af arbejde at tage fat på i det nye civile liv, for den danske toproer.
Esklld har i mange år holdt foredrag og beskæftiget sig med sundhedsprojekter, test og træningsforløb, og det er der kommet et nyt og spændende samarbejde ud af.
Eskild har sammen med det nytænkende advokatkontor, Elverdam Advokater, skabt fundamentet for de næste 4 år for virksomheden: Eskild skal være træner og hjælpe advokaterne med at komme i form og skabe et positivt fokus på at præstere på arbejdspladsen og samtidig holde sig sund og rask.
Se pressemeddelelse om det spændende samarbejde her:
Eskild Ebbesen skal få advokater i topform
PRESSEMEDDELELSE 28. september 2012
Deltagelsen ved OL i London med Team Danmark og de danske OL-atleter var kulminationen på Elverdam Advokaters 4-årige forretningsplan. Nu skal der sættes fokus på nye mål – og OL-legenden Eskild Ebbesen er derfor hyret som træner for virksomheden.
Efter OL i Beijing i 2008 formulerede partnerne i Elverdam Advokater et helt atypisk mål for virksomheden. De skulle til OL i London og havde sat mål og delmål på vejen. Den anderledes strategi og profil gav genlyd i advokatbranchen og i 2010 vandt virksomheden derfor sølv ved uddelingen af Danske Advokaters Innovationspris.
Nu er de olympiske lege vel overstået og Elverdam Advokater har hyret roeren Eskild Ebbesen, som træner i virksomheden. Eskild Ebbesen har vundet medalje ved fem olympiske lege i træk, hvor de tre er af guld. Det er en præstation, ingen har leveret før ham og der er næppe mange, der ved så meget om at optimere præstationer som Eskild Ebbesen. Han har i en årrække arbejdet med sundhed og motivation i virksomheder, men nu går han helt tæt på både medarbejdere og ledelsen hos Elverdam Advokater.
– Elverdam Advokaters fokus på sundheden er for mig at se et vigtigt element i at gennemføre deres nye ambitiøse 4-års plan. At have fokus på fysisk træning og sundhed i dagligdagen er som at rense og smøre sin kæde på cyklen efter en tur i regnvejr. Du holder kæde og tandhjul skarpe, så du kører hurtigere og holdbarheden øges, fortæller Eskild Ebbesen.
Den nye forretningsplan indeholder tre primære elementer. Der er nye ambitiøse mål for den forretningsmæssige udvikling, der er sat konkrete mål for optimering af kvaliteten i det juridiske arbejde og hver enkelt medarbejder har defineret et stort personligt mål, der skal opfyldes inden 2016.
– Vi vil hele tiden optimere og blive bedre. Vi vil stå stærkere i markedet og vi skal i topform med vores nye 4-årige forretningsplan. Derfor skal vi have den bedste til at træne med os, så vi kan nå vores mål i 2016. Eskild bærer en unik viden om, hvordan man sætter sig et klart mål og træner hårdt og determineret med fokus på hver enkelt lille detalje – også når det regner og sner. Derfor er vi rigtig stolte og glade for, at Eskild har takket ja til at hjælpe os med at nå vores mål i 2016, siger advokat og partner Charlotte Vinding Christensen.
– Det lidt poppede udtryk ’work-life-balance’ dækker over den hårfine balance mellem et travlt arbejdsliv og et velfungerende privatliv. Balancen har stor betydning for vores evne til at nå resultater. Vi har set effekten af, at hele holdet er i bedre form og at vi stræber efter kvalitet i den tid vi er på arbejde, fremfor blot at arbejde mange timer, fortæller advokat og partner Hans Elverdam.
Eskild Ebbesen er uddannet cand.scient. i idrætsfysiologi. Med fokus på personlige præstationsmål skal den enkelte medarbejder lære at arbejde med mål og delmål. Der vil blive lavet fysiske tests og arbejdet med ernæring og træning i hverdagen, når den enkelte skal nå sit mål. Samtidig skal hans unikke erfaring fra sporten bruges i virksomhedens ledelse, hvor hans primære rolle bliver at definere mål og evaluere resultaterne undervejs. Samtidig kan han dermed på tætteste hold følge den forretningsmæssige effekt af den fysiske indsats.
– Forskning viser, at fysisk træning giver en lang række fordele i form af bl.a. mere energi, større selvværd og bedre immunforsvar. Samtidig bliver man gladere og mere positiv. Fysisk træning stimulerer faktisk også til dannelse af flere hjerneceller og hukommelsen øges, så der er mange gevinster ved at gøre en indsats, siger Eskild Ebbesen.
– Vi er i konstant konkurrence med os selv om at yde den mest attraktive advokatrådgivning. De allerstørste sportspræstationer er meget inspirerende, hvis man vil blive bedre’, siger advokat og partner Jakob Juul Christensen.
Elverdam Advokater har arbejdet sammen med det danske landshold i roning siden 2005 og var til stede på Eton Dorney under OL i London, hvor Eskild Ebbesen fik overrakt sin femte OL-medalje.
– Den eneste dårlige ting ved motion er faktisk, at det kan være rigtig svært at få det gjort. Her satser jeg på at gøre en forskel hos Elverdam Advokater, slutter Eskild Ebbesen.