Ny bog fra Eskild: Træn som en vinder

15. marts 2016:

Ny bog: OL-vinderen viser vejen til topformen

Drømmer du om at blive hurtigere, mere udholdende, gennemføre et maratonløb eller måske prøve kræfter med den ultimative udholdenhedsprøve: En Ironman? Med Træn som en vinder giver den tredobbelte OL-guldvinder, 6-dobbelte verdensmester, verdensrekordholder og Ironman, Eskild Ebbesen, dig en simpel og effektiv guide til, hvordan du kan præstere optimalt med den tid, energi og økonomi du har til rådighed.

Alt sammen baseret på den nyeste forskning og Eskilds egne erfaringer som elitesportsmand. I bogen kan du blandt andet læse om:

  • Optimal konditionstræning iforhold til tid.
  • Konditionstræningens effekt på sundhed, energi og mental præstation.
  • Hvordan du holder motivation til træningen mod det endelige mål.
  • Præstationsoptimering: Alt fra optimal kost til at være “bedst, når det gælder”.
  • Derudover får du et 24 ugers konditionstræningsprogram til triatlon eller enkeltdiscipliner som løb, cykling, svømning og roning.

“Jeg har erfaret, at rigtig mange godt vil i bedre form. De vil godt gøre en indsats for at blive sundere og stærkere og præstere bedre, men de mangler måske nogle ideer til, hvordan man skal gøre. Mange træner ikke så hensigtsmæssigt og bruger deres tid og økonomi på en måde som ikke nødvendigvis giver de bedste resultater. Jeg vil gerne give mine erfaringer videre og give noget inspiration til, hvordan man prioriterer og optimerer. Rigtig god fornøjelse,” siger Eskild Ebbesen.

Bogen er udgivet af Politikens Forlag, og kan købes i boghandler over hele landet og bl.a. på www.saxo.com

Træn som en vinder_forside

Tænk som en vinder – Eskild Ebbesens nye bog

Tirsdag den 7. oktober 2014 udkommer Eskild Ebbesens bog Tænk som en vinder fra Politikens Forlag. Bogen kan købes i boghandlere over hele landet og koster 250 kroner.

“Jeg har altid en målsætning om at blive bedre, og mine metoder har efterhånden så mange år og sejre på bagen, at jeg synes, de skal deles.”

Eskild Ebbesen - Tænk som en vinder_forside

Har du svært ved at bevare fokus, forsvinder din motivation, mangler du viljestyrke og overskud, så er bogen her noget for dig. I Tænk som vinder deler verdens mest vindende letvægtsroer ud af sin erfaring. Siden begyndelsen af sin karriere i Guldfireren har Eskild Ebbesen arbejdet målrettet med de mentale strategier, der har været afgørende for hans succes. I dag bruger han sin viden til at motivere både sportsfolk og medarbejdere i erhvervslivet via foredrag og coachingforløb, og nu har han samlet sin viden i denne bog.

“Med Tænk som en vinder ønsker jeg at give indspark og inspiration til en livsstil, hvor der er højt til loftet, og ambitionerne får lov til at fylde,” fortæller Eskild Ebbesen.

Bogen er inddelt i 3 dele
I første del får læseren en række redskaber til at optimere sine fysiske omgivelser og derudover en masse viden om, hvordan man kan påvirke sine tanker, så de bliver mere hensigtsmæssige og succesorienterede. I anden del af bogen går Eskild Ebbesen i dybden med, hvordan motivationen og viljestyrken øges, samt hvordan man når ambitiøse målsætninger.

Tredje del af bogen handler om, at mennesket er udstyret med instinkter, vaner og mekanismer, som man ikke kan vælge fra. Men man kan lære, hvordan man er påvirket af dem, og om de vejleder eller vildleder.

Om Eskild Ebbesen – klik her.

Kant Arkitekter øger sundheden med Eskilds hjælp

Eskild Ebbesen har lavet et sundhedsforløb med Kant Arkitekter og 23 af deres ansatte. De har fået foretaget et sundhedstjek i begyndelsen af forløbet samt ni måneder senere.

23 ansatte var igennem et sundhedstjek, hvor kroppens generelle sundhed blev kigget efter i sømmene, og på de ni måneder blev den gennemsnitlige body-age sænket med hele 2,6 år.

Mere energi og større modstande over for stress
“Jeg testede kroppens generelle sundhed og lagde i deres træning vægt på, at medarbejderne med en øget fokus på deres sundhed kunne opnå mere energi i hverdagen og på arbejdet, udsigt til et længere liv samt større modstand overfor stress og generet mere tilfredshed. En sænkning på 2,6 år i deres body-age er rigtig flot på de ni måneder, og det beviser bare, at en aktiv hverdag med fokus på egen sundhed virker,” fortæller Eskild Ebbesen.

Man kan ifølge Eskild Ebbesen dele deltagere op i tre kategorier.

“Der vil altid være nogen, der ikke rykker sig så meget på grund af ekstraordinære hændelser som eksempelvis sygdom i familien eller skilsmisse. Den brede gruppe er typisk dem, der gør lidt i forvejen og tænker over deres sundhed, men ikke rigtig får gjort det, de gerne vil – kun i korte perioder. Den gruppe rykker sig typisk ved sådan et projekt, fordi de får mere struktur på deres træning og sundhed og motivation til at gøre mere. Der er også altid en gruppe, som rykker sig rigtig meget. Nogle som virkelig bliver motiveret og ser muligheden i sundhedsprojektet for at få den hjælp og motivation, der skal til. De rykker på deres kondition, stopper måske med at ryge og taber sig måske hurtigt 7-8 kg. Det kan de kun gøre, fordi deres udgangspunkt er forholdsvis lavt, og dermed virker træningen hurtigt for dem,” forklarer Eskild Ebbesen.

Forløbet med Eskild har givet de ansatte en struktur og indsigt som motiverer dem til at ville gøre en forskel for sig selv.

“Medarbejderne har taget rigtig godt imod projektet, alle har været med og det har rigtig godt at se hvordan nogle virkelig har rykket sig,” siger økonomidirektør i Kant Arkitekter, Anders Moustgaard.

Find motivationen
“Jeg arbejder meget med at finde deres personlige motivation for at leve sundere, for derved skaber man lysten til at gøre noget ved det. Samtidig er strukturen vigtig, for det at have løbende mål og indrapportering til hinanden gør, at flere holder ved i det daglige. Jeg laver en indgangs- og en udgangstest, har løbende dialog med de ledende i firmaet, monitorerer, laver sjove konkurrencer, de deltager i motionsløb mv. Alt dette er et led i at holde sig i gang og forbedre sin sundhed,” beretter Eskild Ebbesen.

“Det er fantastisk at se de personer, der kommer fra ingenting, men kommer i omdrejninger så de virkelig gør en forskel for deres sundhed, og de kan handle på det første resultat, selvom det måske ikke var så sjovt at erkende ens udgangspunkt. Og den gennemsnitslige stigning på 2,6 år i deres body-age viser, at det kan betale sig at lægge en indsats,” siger den tidligere verdensklasseroer.

Eskilds dag i Mestrenes Mester den 5. november

Eskilds dag i Mestrenes Mester den 5. november

I afsnit 5 af Mestrenes Mester på TV 2, der sendes tirsdag den 5. november klokken 20, er det Eskilds tur til at få vist højdepunkter fra sin karriere sammen med de resterende deltagere.

“Jeg var spændt på at se, hvad TV2 synes var interessant omkring min ro-karriere. Det var selvfølgelig de mange OL-medaljer, som de andre deltagere også syntes var imponerende. Alle i det her selsskab ved jo, at selv om man har genetikken og heldet med sig er det 95 % vilje og engagement i dagligdagen, der giver resultaterne.”

Eskild Ebbesen ser tilbage på optagelserne af Mestrenes Mester med glæde:

“Det var en speciel tur og at være sammen med de her mennesker, hvor jeg har mødt mange af dem før. Det var en kæmpe oplevelse at få lov at være sammen med dem i sådan en periode. Vi ville alle gerne vinde, og selvom jeg måske havde en fordel fysisk fandt vi jo hurtigt ud af, at mange andre faktorer spillede ind. Jeg vil sige, at fokus, viljestyrke og evnen til at analysere og lægge en strategi går igen i de fleste af dysterne, men helt sikkert også noget held,” siger Eskild Ebbesen.

Eskild Ebbesen modtager rosportens største hæder

Rosportens største internationale hæder går til Eskild Ebbesen

Roeren Eskild Ebbesen, en af Danmarks mest vindende sportsfolk nogensinde, og den mest vindende dansker i olympisk historie med fem OL-medaljer i fem OL-deltagelser (tre guld og to bronze) er blevet tildelt international rosports allerstørste pris; Thomas Keller Medal, der er den ultimative hæder for en lang og gloværdig karriere og sportmanship.

Det er både første gang en letvægtsroer og en dansker modtager Thomas Keller Medal, og Eskild Ebbesen modtager hæderen – og en 18 karat guldmedalje – ved en gallamiddag i morgen aften i Luzern, Schweiz i forbindelse med sæsonens tredje world cup i roning.

“Det er en kæmpe anerkendelse at modtage denne pris, og det er noget helt specielt at være både den første letvægtsroer og første dansker, der modtager den. En stor del af mit liv har drejet sig om at være i den proces det er at arbejde frem mod de store mål og vinde OL-medaljer sammen med mine holdkammerater, og det har været en stor oplevelse at være en del af de forskelige hold og kæmpe sammen om et fælles mål, som jo er lykkedes mange gange. Det er stort at være med til OL, men det er naturligvis endnu større, når det lykkes at vinde,” fortæller Eskild Ebbesen.

 Eskild Ebbesen Thomas Keller Medal
På plads på tilskuerpladserne med kaffe og kage
“En del af motivationen, når det er hårdt i den daglige træning er jo, at når man gør det godt følger der som regel også noget godt med, og det er dejligt at blive inviteret til Luzern og modtage denne pris, dels på baggrund af mine resultater resultater, men også sportsånd, og det er fantastisk at blive anerkendt for det. Jeg glæder mig meget til at være på tilskuerpladserne og se kaproning uden selv at skulle performe og være på,” siger Ebbesen, der glæder sig over, at rokarrieren nu for alvor er slut.”Det bliver mærkeligt at sidde i flyveren til Luzern og få en kop kaffe og spise en kage – det er blevet sprunget over rigtig mange gange! Thomas Keller Medal bliver givet inden for fem år efter ens karriere er sluttet, så nu tror de på, at jeg er stoppet,” siger letvægtsroeren Eskild Ebbesen med et grin – og uden at skulle tænke på at vægten skal ramme 72,5 kg mere.

Eskild Ebbesen om Guldfireren anno 2013
Forhåbentlig kan Ebbesen se sine tidligere holdkammerater få hængt medaljer om halsen på søndag, hvor finalerne afvikles.

“Der er kæmpe perspektiver for dem. De har allerede gjort det rigtig godt, og det er unge mennesker som er under stadig udvikling. De kan stadig blive bedre både fysisk teknisk, men de har bestemt potentialet til at føre navnet Guldfireren videre.”

Eskild Ebbesen, blå bog
– 41 år, født 27. maj 1972
– Har roet siden han var 15 år.
– Har siddet på letvægtsfireren siden 1994 med pauser efter OL i Athen 2004 (2005 og 2006) og OL i Beijing 2008 (2009 og 2010).
– Cand.scient i idrætsfysiologi
– Er uddannet kognitiv coach
– Foredragsholder for primært erhvervslivet om performance og samarbejde.
– Gift og far til tre
– Eskild Ebbesen stoppede sin aktive karriere efter OL i London i 2012
– I august 2014 deltager Eskild i Ironman-konkurrencen KMD IRONMAN Copenhagen, hvor han skal gennemførte 3,8 km havsvømning, 180 km cykling og et maraton på 42,2 km løb. 

Eskild Ebbesen, resultater
– Har vundet 3 OL-guldmedaljer: 1996, 2004 og 2008
– Har vundet 2 OL-bronzemedaljer: 2000 og 2012
– Har vundet 6 verdensmesterskaber: 1994, 1997, 1998, 1999, 2002 og 2003
– World cup-guld – 19 i alt: 1997 (3), 1998 (3), 1999 (3), 2001 (3), 2002 (2), 2003 (1), 2004 (1), 2011 (2), 2012 (1)
– Har vundet VM-sølv 2 gange: 1995 og 2001